Der er ikke nogen vej til glæden.
Glæden er vejen

Thich Nhat Hanh
https://www.youtube.com/watch?v=NJ9UtuWfs3U&feature=youtu.be

Thich Nhat Hanh er verdens største Zen-buddhist, hvis virke især har fokus på mindfulness og meditation
Han er optaget af, hvordan buddhismen kan anvendes i vores liv og i vores hverdag, mere end han er optaget af at teoretisere over buddhismen.

Thich Nhat Hanh har skrevet over 100 bøger. Bøger som i høj grad er praktisk anvendelige og man bliver glad af at læse dem.

Medierne har kaldt ham “Mindfulnessens fader” og Martin Luther King indstillede ham til en Nobels Fredspris.

Hvad handler det egentlig om?

Den måde som TNH arbejder med mindfulness og zen på, handler først og fremmest om tænkning.
Det store fokuspunkt, at vi skal arbejde på at være tilstede i nuet, for der at opleve alle de nuancer og den skønhed der er. Det er der livet leves. “Hvis du ikke er tilstede i nuet, går du glip af din aftale med livet”
Meditation, – både den siddende og den gående er grundlæggende i forhold til at træne tilstedeværelsen i nuet.
Meditationen bliver et “stop-op”, hvor vi får mulighed for at være med det der er – følelser og tanker.
Dernæst bruger vi meditationen til at “kigge dybt” i vores følelser, vores lidelse, vores glæde, vores angst. I stedet for at vende os væk fra det – og i stedet for at lade os blive fanget af det – træner vi at være i det med fuld opmærksomhed og på den måde gøre det mindre farligt og truende for os. Vi ser det som det, det er; tanker og følelser.

Udover meditationen ligger der en række øvelser i, at være tilstede i hverdags gøremål, det som jeg selv kalder hverdagsmindfulness. Hvordan er man tilstede når man går, når man leger med sine børn, holder møde på jobbet, er sammen med kæresten, er i bad. Lige så snart man får fuld opmærksomhed på øjeblikket folder det sig ud og brusebadet bliver ikke længere bare en nødvendighed forud alt det andet man skal, men en oplevelse og kvalitet i sig selv, med et væld af nuancer.